Mission
Et bedre forhold til dig selv er det vigtigste skridt mod håndtering af sygdom og livets udfordringer.
Jeg har et dybtfølt ønske om at hjælpe mennesker, der har livsudfordringer både af fysisk, mental og følelsesmæssig karakter. Velvidende at denne opdeling af krop, sind og følelser udelukkende er begrebsmæssig og at alle dele optræder i både akutte og tilbagevendende oplevede vanskeligheder.
Jeg vil gerne hjælpe bare nogle af de mange mennesker der, med følger af opvækst og kultur, ikke længere kan holde til tempoet eller de massive krav, de har lært at have til sig selv. Vise dem at der er et vigtigt alternativ. Et alternativt liv, der er mere ubesværet og, for flere og flere, rigere og mere meningsfuldt.
​
At hjælpe ud fra et helhedsperspektiv indebærer, at jeg som terapeut og coach gør mig klar over ikke kun hvad symptomerne går ud på, men at jeg overfor mig har et menneske med en særlig historie, kultur, livsforståelse og dertil hørende følelser og tanker. Med hvilken baggrund oplever og forstår det enkelte menneske sin situation?
​
Der er en nøjagtig forskel mellem at kurere og at helbrede. Der er i vores kultur mange mennesker der bruger masser af energi og penge på at blive ”kureret” for tilsyneladende isolerede problematikker. Der er mange eksperter, der gerne vil være dem, der kurerer. De fleste kure er menneskeligt set ikke vellykkede og virker i bedste fald for en kort tid. Der er ofte dybere årsagssammenhænge bag symptombilleder.
​
Helbredelse, der oftest indebærer en større selvindsigt, egenomsorg og et sundt omgivende miljø er straks en anderledes opgave. I helbredelsen forsøger du at blive et helt menneske. For at blive et helt menneske må du finde basal anerkendelse af alt ved dig selv. Fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.
Der er efterhånden en mængde viden og forskning, der bekræfter, at hvis du kan lære at finde værdi i og anerkendelse af den, du slet og ret er, vil du i højere grad undgå sygdom og lidelse. Simpelthen fordi du har det bedre med dig selv. Det indebærer at du lærer at håndtere de fasttømrede og ikke-gavnlige ideer, der sidder i dig fra din barndom og opvækst. Det er nemlig dem, der styrer dine ofte ubevidste vaner.
Nogle vaner kan selvsagt være sunde nok. Men rigtig mange mennesker har helbredsforstyrrende vaner med sig, både f.eks. som følge af traumer, men også som følge af at leve i vores fælles kultur, der hylder de hurtige løsninger og fordrer, at vi er alle steder, til alle tider, i vores bedste version af os selv, og får det hele med. Så det kan faktisk svært for os at mærke, vi har det skidt, før det egentlig er ret kritisk.
​
Problemet er ofte, at vi ikke får os selv med i det hele. At vi frygter at gå i tomgang eller stagnere.
​
Jeg har været hele stress- og forvirringsmøllen igennem med angst og bekymringer, udbrændthed og søvnløshed, afhængighed og tvangshandlinger. Masser af frustration og til tider depression. Indtil jeg valgte at stå af ræset, hvilket ikke kom over dage. Heller ikke over måneder. Der var ganske enkelt for meget at overskue og for mange foruroligende tanker og følelser. Følgen var også en urolig krop med mange spændinger. Forstyrrelser der i virkeligheden havde været der i mange år, uden jeg gav dem den store opmærksomhed. Men i en livskrise fik de lov at vokse.
Jeg havde vældig brug for den tomgang - den stilhed. Derfra kunne jeg se på de uheldige tendenser i mig. Hvad det var, der drev mig og fik mig ud af balance.
Med tomgang mener jeg rolig bevægelse uden noget formål. Med stilhed mener jeg væren – bare for at være der for mig selv. Finde ud af, hvad jeg indeholder og hvorfor det endte der, hvor det gjorde for mig. Genfinde ressourcerne.
Men med et andet udgangspunkt. Hvor jeg har mig selv med. Så jeg ikke kører videre i samme rille. Så jeg ved mere om, hvad der betyder noget for mig. Mærker hvad tålmodighed kan bidrage med. Tilgivelse. Ægte kærlighed til mig selv. Så jeg ikke er styret af ideer om, hvad og hvordan jeg skal være og gøre for at få min egen anerkendelse.
​
Jeg vil gerne lære mennesker at gå i tomgang og allerhelst blive stille og i ro. Det er det vigtige første skridt mod heling, selvforståelse og selvaccept. Der sker nemlig en masse i den tomgang og stilhed, der kan lære os noget om os selv, hvis vi er åbne for det. En øvelse i tålmodighed, accept, venlighed og evnen til at give slip på nogle uhensigtsmæssige ting og vaner.
​
Jeg ser, det er et vigtigt skridt for mennesker og vores kultur at tage. Så hvorfor ikke starte der hvor vi kan - med os selv?